Droemmetydning

Jeg er uddannet psykoterapeut og coach. Nogle kan måske spørge, om en seriøst arbejdende psykoterapeut kan bruge drømme som en del af sin praksis. Mit svar er, at det kan man godt.

Efter at have tydet flere hundrede drømme, gennem mere end 3 årtier, er jeg ikke i tvivl. Hvert menneske skaber gennem sin personlighed, livshistorie og sine livsnormer historier hver nat, som fortæller noget om en del af drømmeren her og nu.

Hvis man ikke kan huske drømme, kan man sagtens få selvindsigt på andre måder. Men er du én af dem, der indimellem husker dine drømme, så kan det give stor mening at interessere sig for dem.

Det smukke ved drømme er, at hvert enkelt menneske skaber drømmene fra en kreativt arbejdende del af sig selv. Vi har ikke kontrol over indholdet i dem. De skabes af vores ubevidste. Så hver eneste drøm har sit helt unikke aftryk fra den, der har skabt den, nemlig drømmeren. Og derfor er det også drømmeren, der har nøglen til at forstå drømmen.

En drøm beskriver en del af drømmeren lige nu. Der er altid et meningsfuldt budskab, som kan give drømmeren indsigt i en del af hans/hendes liv. Det kan være et område, som går rigtig godt, det kan være et tema, drømmeren oplever igen og igen og som belaster, eller det kan være en erindring fra tidligere, som kommer op til overfladen og giver drømmeren en ny, værdifuld indsigt.

Drømmeeksempler:

Jeg ser mig selv stå udenfor et sted. Jeg ser glad ud. Da jeg ser nærmere efter, har jeg en bombe monteret på underlivet. 

Jeg går rundt i et gammelt, beskidt hus. Der er mørkt, spindelvæv, og jeg kan ikke lide at være der. Jeg kan ikke komme ud af huset.

Jeg går rundt i en stor gammel bygning. Lægger min taske fra mig i et rum, da den er lidt tung at bære på. I tasken er min pung og vigtige kort. Går videre og efter en tid er jeg faret vild. Jeg kan ikke finde tilbage til rummet, hvor jeg lagde tasken.

Jeg går på en eng sammen med en god veninde. Solen skinner, himlen er blå, og engen er fyldt med blomster. Da jeg bøjer mig ned og ser nærmere på dem, kan jeg se, at hver eneste blomst består af en sammenrullet pengeseddel.

Når jeg tyder drømme, er det altid i samarbejde med drømmeren. Jeg arbejder på baggrund af Carl Gustav Jungs teori om drømmetydning. Det betyder blandt andet, at jeg stiller åbne spørgsmål og ikke har forudfattede meninger om, hvad drømmen handler om.

Vil du vide mere, er du meget velkommen til at kontakte mig.